U18

Er du mellem 15 og 18 år og har et forbrug af rusmidler? -eller kender du én, som har?

U18 er et projekt, som tilbyder behandling til unge mellem 15 og 18 år, der har et forbrug af rusmidler. Det eneste kriterie for at deltage i U18 er, at du skal være parat til at tale om rusmidler.

Vi bruger en model, som er udviklet af Aarhus Kommune, og den består af tre faser:

1) Information og Rådgivning (evt. anonymt)

2) Udredning af rusmiddelforbrug

3) Behandling – bestående af samtaler.

Du kan evt. vælge at være indskrevet til udredning uden behandling, hvis du ikke er klar til behandling.

Vores team består af medarbejdere fra Børne- og Familiehjemmet Bakkevej, Rusmiddelcentret og Ungeenheden.

Vi vil meget gerne samarbejde med alle i den unges netværk, så behandlingen bliver så effektfuld som muligt. Det er derfor vigtigt for os at inddrage familie, skole, vejleder og andre, som er en del af den unges hverdag.

Som et led i at inddrage den unges netværk, afholder vi kurser, hvor forældrene til de unge i U18 bliver tilbudt en kursusrække på fire aftener. På kurset er der et tema for hver aften, som er med til at øge forståelsen for den unges udfordringer og også klæde forældrene på til at støtte deres unge i en positiv udvikling.

De unge synes ofte, at de har det godt og ser ikke deres rusmiddelforbrug som et problem. U18 modellen er udviklet til netop at hjælpe disse de unge. Vi har mulighed for at følge de unge op til de er 25 år, men man skal være indskrevet, inden man fylder 18.

Vi har et lille rækkehus på Østerbrogade 28B, hvor man kan aftale et møde med en behandler, men oftest tager vi ud til den unge, hvor den unge er – uanset om det er på skolen, til fritidsaktiviteter, hjemme eller et helt fjerde sted. Det er vigtigt for os, at vi er mobile og gør det så let som muligt for den unge at deltage i U18.

Du får din behandlers direkte nummer, men vi har også et åbent nummer: 40 46 73 04, som du er velkommen til at ringe til, hvis du er mellem 15 og 18 og har et rusmiddelforbrug, eller hvis du har en bekymring for en ung med et rusmiddelforbrug.

Behandlingen er frivillig, og både den unge og forældrene skal give samtykke (sige ja tak).

Hvis du har brug for yderligere oplysninger om projektet, er du meget velkommen til at kontakte projektkoordinator Jan Kallestrup på telefon: 51 64 64 34 eller projektleder Anne Kristiane Frost på telefon: 51 71 86 48.