Omvendt jobmesse i Hedensted

Det vakte stor opmærksomhed - også i medierne - da borgmester Kirsten Terkilsen garanterede en jobsamtale til alle kontanthjælpsmodtagere, der mødte op på Aktivitetscentret, Danmarksvej 2, 15. februar.
Grib fremtiden - omvendt messe

Nu vender kommunen i et samarbejde med Task Force-virksomhederne bag Code of Care i Hedensted tilbage med et nyt utraditionelt initiativ i de samme rammer for at få flere i arbejde.

Denne gang med en såkaldt "omvendt" jobmesse, hvor det er ledige på kanten af arbejdsmarkedet, der har stande, og hvor det derfor er virksomhedernes tur til at være opsøgende i jagten på nye medarbejdere. Målet med messen er at få flere virksomheder til at tage et lokalt, socialt samfundsansvar.

Baggrunden for initiativet er erfaringer fra et aktuelt "små-jobs"-projekt, som Jobcentret gennemfører. Her får ledige kontanthjælpsmodtagere mulighed for at beholde 70 procent af den løn de kan tjene oven i deres kontanthjælp, når de har småjobs, vikarjob m.v. Erfaringen er, at "små-jobs" er en væsentlig, god begyndelse for ledige, som ikke har særlig megen arbejdserfaring, eller som har været væk fra arbejdsmarkedet i længere tid. Ofte har den ledige job i få ordinære timer om ugen, samtidig med at vedkommende er i virksomhedspraktik i samme virksomhed.

Aktuelt har Task Forcen været medvirkende til, at tre har fået jobs og 44 andre "små-jobs".

På den "omvendte" jobmesse vil Troels Bech, sportsdirektør i Brøndby, give bolden op med et foredrag om blandt andet at motivere på højeste plan og få det bedste frem i de enkelte spillere. Flere medlemmer bag det lokale Task Force samarbejde vil fortælle om deres erfaringer, med at tage et socialt ansvar i hverdagen.

"Der er stor glæde ved at kunne hjælpe andre, som har det svært. Det kræver, at man finder den rette opgave til vedkommende, men så er det også med til at skabe et godt miljø og sammenhold på arbejdspladsen," siger Preben Kirkeby.

Læs mere om programmet her

Tilmeld dig den "omvendte" jobmesse her